En dejlig dag på Manda skolen i Bangladesh

Dato: 
17.06.2011

To read this story in English - click here

Bording koncernen og Rotary København har indsamlet penge til et lokalt skoleprojekt i Bangladesh hovedstad, Dhaka. På en varm dag i juni var det tid til at overrække en stor check på ca. 85.000 kr., som svarer til skolemad i tre måneder for hele skolen.

 

Det er nødvendigt for slumskolerne i Bangladesh at kunne tilbyde eleverne skolemad som en del af deres skolegang, ellers kan børnene være nødsaget til at gå ud af skolen for at skaffe føde selv.

Bording koncernens lokale repræsentant Peter Schjodt, den danske ambassadør Svend Olling og formanden for Rotary Klubben i Dhaka Mr. Matin besøgte Manda skolen. De fik en varm velkomst fra skolens leder og stifter Mr. Babul og fik overrakt blomster af skolens lærere og elever.

Besøget startede med en rundvisning af den seks etages store bygning, som huser de 860 elever og lærere. Der var meget at se på, og gæsterne spurgte nysgerrigt til. Efter rundvisningen havde Mr. Babul, lærerne og eleverne arrangeret et show med sang, dans og taler. Svend Olling og Mr. Matin takkede skolen for den fornemme velkomst og lovede at komme snart igen.

Den store check blev overrakt til skolen, og skolen takkede Bording og Rotary for deres støtte med at indsamle penge til skolemad.

Dagen sluttede med uddeling af frugt til børnene. Gæsterne gik hjem mættet af oplevelser og glade for at være i stand til at hjælpe.